SILJE HOLTAN

Koncert 1. april 2017

 

Hvis man har hørt radio, læser Jydske Vestkysten eller ser TvSyd har man ikke kunnet undgå at lægge mærke til Siljes 2 vaskeægte radiohits og ikke mindst den livsbekræftende musikvideo til ”I’ve Got The World On A String”, der er lavet i samarbejde med fans, venner og bekendte som har bidraget med små videoklip af sig selv, hvor de fejrer kærlighed i alle afskygninger. Siljes 1.radiosingle ”On And On” var endda det mest spillede nummer på P4 i hele 14 dage.

 

Mon ikke nogen kan genkende den lokale sangerinde, som er opvokset i Vejen, og de sidste mange år har slået sine folder på den esbjergensiske musikscene, og er uddannet på konservatoriet i Esbjerg. Hun har tidligere været en del af orkesteret Hit m 80’erne, og vi i Bramming havde sidst fornøjelsen af hende, da hun sammen med sit orkester 80’erne Lever leverede et brag af en koncert på Kosmorama 2.juledag. I 2015 besøgte hun også Bramming, da hun sammen med guitaristen Kennet Lauridsen stod i front for kor-projektet, der samlede en masse glade kor-sangere til Bramming Kulturnat. Denne gang får vi lov at opleve Siljes helt eget musikalske univers, der uden tvivl er en oplevelse værd.

 

Silje udgav i 2010 debutpladen “Unlimited Colours” og har en lang koncertrække i bagagen. Hun har tidligere spillet på bla. Jelling Festival og været support for internationale kunstnere som Katie Melua og førnævnte Suzanne Vega. I 2017 kan man opleve Silje live i selskab med et stærkt hold af musikere, der bla. også har spillet med kunstnere som Pernille Rosendahl, Tue West og Søs Fenger, og i starten af det nye år udsender hun både en ny musikvideo og en ny single.

 

Genren er nordisk pop med et twist, hvor ”synth møder banjo” og sangskrivningen er i højsædet. Musikken er også krydret med flere skæve instrumenter og korflader, der smager lidt af 80’erne og henleder tankerne på kunstnere som Kate Bush, Peter Gabriel og Annie Lennox. Siljes vokal er både intens, nærværende og skrøbelig på én gang, og byder ind med en modenhed og varme, som er forfriskende. På scenen er Silje en stærk fortæller, og hun formår på en charmerende måde at invitere publikum sikkert indenfor i et nyt musikalskt univers af elegante og filmiske popsange med plads til både eftertænksomhed og storladne melodier.

 

Line-up:

Silje Holtan: vokal, guitar, klaver

Kennet Lauridsen: guitar, kor

Mads Jørgensen: guitar, lapsteel, banjo, kor

Steffen Hansen: keyboards

Rune Buhr: bas

Adam Wiinberg: trommer

 

Silje Holtan
Silje Holtan
Silje Holtan
Silje Holtan
Silje Holtan